Frost, sne og is kan være hyggeligt at betragte fra en varm stue med en kop kaffe. Knap så hyggeligt er det, når man skal fra a til b på isglatte og snedækkede veje.
Og for forsyningsselskabet Kredsløb kan vinteren byde på ekstra udfordringer, når transportørerne troligt henter affald i byen og på landet. Med vejrmeldinger om sne i horisonten, er Kredsløb derfor klar til at tage sit vinterberedskab i brug, hvis det bliver nødvendigt.
”For Kredsløb er forsyningssikkerheden en topprioritet, så vi vil naturligvis gøre, hvad vi kan for at holde driften i gang og hente affald, så længe det er muligt og forsvarligt for vores transportører. Bliver vejene meget isglatte eller ikke ryddet for sne, kan der gå lidt længere tid, før man får hentet sit affald, men så har vi et beredskab, vi tager i brug til situationen” fortæller Thomas Christensen, der er chef for indsamling i Kredsløb.
Skulle vintervejret blive meget udfordrende, vil Kredsløbs vinterberedskabsplan kunne aktiveres trin for trin, alt efter hvad der bliver nødvendigt. Som en del af det første trin, vil transportører bl.a. være klar med en udvidet plan for afhentning, så der kan køres på flere tidspunkter, og weekenderne eventuelt kan tages i brug. Ved behov for yderligere vil det være muligt at etablere ekstra omlastepladser, så skraldebilerne hurtigere kan tømmes og køre ud igen, og endelig kan man, hvis omstændighederne kræver det, tage genbrugsstationerne midlertidigt i brug, hvor man som kunde kan aflevere affald, hvis skraldebilerne ikke har mulighed for at køre ud i en periode.
Kredsløb har desuden løbende samarbejde og dialog med kommunens entreprenørenhed om vejr-situationen og vil selvfølgelig informere kunder i så god tid som muligt, hvis det for en stund ikke er muligt at hente affald i et område. Derfor er meldingen fra Kredsløb også klar:
”Hav tålmodighed. Vi forstår selvfølgelig, at det kan være frustrerende, hvis man ikke har fået tømt sin beholder til tiden. Men det er selvfølgelig klart, at vi sætter liv og helbred for personalet over alt andet, så er det for en periode ikke muligt at køre ud på grund af manglende rydning og saltning, eller det ikke er sikkerhedsmæssigt forsvarligt, håber vi, at kunderne vil have tålmodighed og vise forståelse. Skraldemændene gør det så godt, de kan,” slutter Thomas Christensen.
Hjælp din skraldemand
Når skraldemanden trodser elementerne og kører efter din beholder, er der fire ting du kan gøre for at hjælpe.
Sørg for lys
I den mørke tid skal vejen hen til dine affaldsbeholdere være oplyst, så din skraldemand ikke falder i mørket.
Ryd og salt
Sørg for at rydde sne og salte/gruse vejen hen til din affaldsbeholder. Hvis der er glat, kan skraldemanden ikke tømme din beholder.
Husk hele din private villavej
Bor du på en privat villavej, skal du rydde sneen, så både skraldebilen og skraldemand kan komme frem.
Frem med din affaldsbeholder
Stil din affaldsbeholder helt ud til vejen, hvis der er meget sne is, når den skal tømmes.