Gå til indhold

Efter år med indfasning af ny sortering: Nu bliver det billigere for affaldskunderne i Aarhus

Det er nu godt to år siden, affaldssortering i ti typer så dagens lys i Aarhus. Efter nogle år med indfasning og tilpasning af ordningen, kan aarhusianere igen se frem til lavere affaldsgebyrer.

Kvinde afleverer restaffald i fælles beholder.

Sorteringen i ti affaldstyper er nu blevet hverdag i det ganske land, og Aarhus er ingen undtagelse. Systemerne fungerer i store træk, og aarhusianerne sorterer.

Nu kan kunderne tilmed se frem til en klækkelig besparelse på affaldsgebyrerne, efter at affaldsgebyrerne officielt er blevet godkendt af byrådet. Faktisk står den gennemsnitlige kunde til at spare mellem 7 og 20 pct.

Konkret betyder det, at midtbykunderne går fra et årligt gebyr på 2595 kr. til 2325 kr., mens det årlige affaldsgebyr falder fra 3860 kr. til 3085 kr. for villakunderne.

”Sorteringen i ti affaldstyper er nu godt under huden på de fleste, og i den forbindelse er det kærkomment, at vi med indførelsen af det udvidede producentansvar på emballage, nu kan nedbringe affaldsgebyrerne for aarhusianerne.” fortæller Lars Banke, der er chef for Affald & Genbrug hos Kredsløb.

Besparelsen er et udtryk for, at sorteringen går i den rigtige retning, og ikke mindst indførelsen af det nye producentansvar på emballage, som medvirker til en markant reduktion ved, at en del af omkostningerne for indsamling og behandling af emballageaffaldet retmæssigt overflyttes til producenterne, i henhold til princippet om at ”forureneren betaler”.

Derfor er besparelsen forskellig

Selvom besparelsen gælder stort set samtlige kunder, vil der være forskel på størrelsen af besparelsen, alt efter om man bor i etageejendom i midtbyen eller i villa. Årsagen er, at villakunderne udsorterer en større del af det genanvendelige affald, som producenterne nu skal betale for håndteringen af, og dermed flyttes en større del af villakundernes samlede affaldsgebyr. Kunder i midtbyen har dog i forvejen et væsentligt lavere gebyr end villakunder, da omkostningerne til håndtering og systemer kan fordeles på flere kunder.

Kredsløb vil fortsat arbejde med tiltag, der kan gøre sorteringen lettere og mere effektiv og hilser fortsat kundernes høje engagement og vilje til at sortere velkommen.

Pressekontakt

Skriv til os

Pressetelefon: 77 88 05 23
(kun opkald)

Pressetelefon