Gå til indhold

Foråret bringer mange besøgende til genbrugsstationerne: Fem råd giver den bedste oplevelse

Omsider er sneen smeltet, og kalenderen afslører, at vi nu er gået ind i årets første forårsmåned. For mange betyder det, at havesæsonen snart starter, der tømmes ud i gemmerne, og man tager årets første tur til genbrugsstationen med ting til genbrug eller årets første læs haveaffald. Er du en af de mange aarhusianere, der skal besøge genbrugsstationerne, kommer Kredsløb med gode råd, der gør turen nem og til en god oplevelse for dig og andre.

Mange har nok kigget håbefuldt efter de første forårstegn, og omsider begynder blomsterne nu at springe ud, og kalenderen siger marts.

Foråret er også lig med, at rigtig mange aarhusianere besøger genbrugsstationerne. Faktisk har Kredsløb typisk ca. 110.000 registrerede biler – og dermed besøgende – i forårets første måned. Det kan være med det første læs haveaffald eller med ting fra vinterhiet, der nu skal videre til genbrug. Uanset formålet kommer chef for genbrugsstationerne i Kredsløb, Benny Stjernholm, med fem råd, der kan gøre årets første tur til genbrugsstationen til en dejlig oplevelse.

Tag ’ja-hatten’ på og vis hensyn

Når der er trængsel, kender vi alle følelsen af at blive presset – og det gælder selvfølgelig også, når man besøger genbrugsstationen i “rush hour”. Foretrækker du mindre aktivitet, gælder det om at besøge genbrugsstationen uden for weekender og helligdage og gerne omkring åbningstiden. Kommer du, når der er mange besøgende, er det god stil at vise hensyn. Gør plads, når du parkerer bilen, og mød de ansatte og andre besøgende med et smil og en konstruktiv tilgang. Det smitter.

Sortér tingene hjemmefra

Det er altid en fordel at pakke tingene hjemmefra, så affaldet med det samme er klar til at blive afleveret. På den måde går besøget mere glat, og du undgår at stå og sortere på genbrugsstationen. Du kan altid se mere på hjemmesiden, hvis du er i tvivl om, hvordan du sorterer tingene, eller du kan kontakte Kredsløb inden dit besøg.

Vær opmærksom på registrering af trailer

Kommer du med trailer, registreres den automatisk, når du besøger genbrugsstationen. Det er smart, da det sparer tid og ressourcer, fremfor at personalet skal gøre det manuelt. Er din bil eller trailer indregistreret til et CVR-nummer, skal du være opmærksom på, at nummerpladerne scannes ved indkørsel til genbrugsstationerne:

  • Du vil derfor automatisk modtage en faktura for indkørslen

  • Hvis bil eller trailer anvendes til aflevering af privat affald, skal du søge om fritagelse for betaling, når du er på genbrugsstationen

Læs mere her: Ofte stillede spørgsmål om nummerpladescannere Kredsløb

Giv til genbrug – og tag med hjem

Har du brugt vintervejret til at rydde op i gemmerne, og forårsrengøringen har givet pote, så er Kredsløb altid glade for at modtage ting, der er egnet til genbrug og kan få nyt liv andre steder. Vær opmærksom på, at genstanden skal være egnet til genbrug og i en stand, der gør det muligt. Du kan også gå på genbrugsjagt på alle genbrugsområder.

Du behøver heller ikke køre i havecenter, når du skal have jord eller lidt godt til planterne eller plænen. På alle genbrugsstationer er der mulighed for at købe topdressing, som er lavet af have- og parkaffald.

Spørg, hvis du er i tvivl

Hvordan er det med farligt affald? Er parasollen plast eller metal? Det er ikke alt, man kan huske, hvor skal hen, og det forventer Kredsløb heller ikke. Derfor er der altid genbrugsvejledere på pladserne, der står klar til at hjælpe, ligesom kundeservice også gerne hjælper med generelle spørgsmål. En god hjælp finder du altid i sorteringsguiden på Kredsløb.

Pressekontakt

Skriv til os

Pressetelefon: 77 88 05 23
(kun opkald)

Pressetelefon