Gå til indhold

Affaldschef i Aarhus: Misbrug af affaldsordning og affald på jorden

Storskrald placeret oven på de nedgravede beholdere, tekstilaffald på jorden, for stort pap, der er mast ind i beholderne. Kredsløbs servicepersonale møder dagligt udfordringer med henstillet affald, der gør det vanskeligt for dem at passe deres arbejde. Chef for Affald & Genbrug i Kredsløb opfordrer til mere samfundssind.

Til trods for at de nye sorteringskrav for længst er blevet udrullet, med alt hvad det indebærer af nye affaldsbeholdere og ændrede sorteringsvaner, møder Kredsløbs servicepersonale dagligt udfordringer, der gør det vanskeligt at tømme de nedgravede beholdere i midtbyen.

Poser med affald der er stillet på fortovet ved beholderne, udtjente møbler eller andet habengut placeret på platformene, så beholderne ikke kan tømmes, og store papkasser, der er mast ind i beholdere, så de har sat sig i klemme, er blandt de daglige udfordringer, servicepersonalet møder. I forbindelse med store udflytningsdage først på måneden, oplever servicefolkene især store mængder pap og storskrald.

Derfor kommer Lars Banke, der er chef for Affald & Genbrug i Kredsløb, nu med en klar opfordring:

”Der er desværre for meget affald, der ikke rammer beholderne i midtbyen. Det gør det både langt mere besværligt og tidskrævende for de hårdtarbejdende servicefolk, der hver dag knokler for at holde gadebilledet fri for affald. I værste fald kan de nedgravede affaldscontainere ikke tømmes, og derfor er vores klare appel, at man viser samfundssind og sørger for, at affaldet havner i de korrekte beholdere, og har man storskrald, at man placerer det et velegnet sted og bestiller en afhentning eller bruger en af vores genbrugsstationer til at komme af med affaldet. På den måde hjælper vi hinanden med at holde byen pæn og ren. Særligt på denne årstid, er det endnu mere aktuelt, da tømningerne i forvejen kan være besværliggjort af is og sne.”

Julen gav ekstra rod

Efter juledagene blev store mængder pap, papir og affald fra årets julegaver smidt omkring og forsøgt presset i affaldsbeholderne, og det gav ekstra meget rod for servicefolkene og flere beholdere, hvor pappet sad i klemme, selvom der var plads nede i beholderne.

”Det er selvfølgelig forståeligt og forventeligt, at der er ekstra pap i juletiden fra gaver og andet. Derfor er det også særlig vigtigt, at vi tænker over, hvordan vi efterlader det i bybilledet. Mange servicefolk knokler hen over jul og nytår for at holde gadebilledet pænt, og desværre ser vi for ofte, at affald blot bliver smidt på jorden i stedet for at bruge løsningerne eller bestille storskrald, og det giver meget ekstra oprydningsarbejde” fastslår Lars Banke.

Også udfordringer med erhvervsaffald

Et særligt problem er desuden affald fra erhvervsdrivende. Vores servicefolk oplever næsten dagligt affald i store sække, der kommer fra restauranter og lignende større erhvervsdrivende, som stiller deres affald i ved siden af beholderne i store sække. Vel at mærke affald, der slet ikke hører til i de nedgravede beholdere, da de pågældende erhvervsdrivende er forpligtet til at have egne erhvervsløsninger til affald.

”Vi har hele tiden fokus på at sikre et bredt udvalg af services og tiltag til vores kunder, så de kan komme nemt og bekvemt af med deres affald. Men det er naturligvis et samarbejde, hvis vi skal lykkes – vi stiller løsningerne til rådighed og er så afhængige af, at kunderne benytter dem rigtigt for, at vi kan holde gadebilledet fri for affald. Rigtig mange benytter også affaldsløsningerne efter hensigten, men vi ser desværre en del tilfælde hvor kunder blot efterlader affaldet på jorden. Ultimativt kan det betyde, at vi må hæve affaldsgebyrerne på grund de omkostninger, der er ved at rydde op omkring affaldsbeholderne, og dette vil vi naturligvis helst undgå. Så lad os hjælpe os selv ved at hjælpe servicefolkene,” fortæller Lars Banke, der også giver en række klare råd til at få bugt med det henstillede affald:

  • Stil aldrig affald på metalplatformen ved de nedgravede beholdere

  • Placér affaldet i de korrekte beholdere, og er en beholder fyldt, gå da til nærmeste alternative

  • Stil aldrig affald ved beholderne. Heller ikke selvom andre gør det

  • Del pap op i mindre stykker, så de ikke sætter sig fast. Alternativt kan du aflevere det på en nærgenbrugsstation eller bestille storskraldsafhentning.

  • Bestil storskrald, når du skal af med stort affald – det er nemt og gratis

  • Er du erhvervsdrivende er det lovpligtigt med en erhvervsordning til dit affald

Det er især på mandage og i forbindelse med d. 1 og 15 hver måned, der er mest affald at rydde op i gadebilledet.

Pressekontakt

Skriv til os

Pressetelefon: 77 88 05 23
(kun opkald)

Pressetelefon