Gå til indhold

Vi opdaterer vores systemer

I dag d. 16. december opdaterer vi vores systemer. Derfor kan du opleve ikke at kunne tilgå tømmekalenderen, bestille storskrald eller logge på Mit Affald i tidsrummet kl. 15.30 - 17.00. Vi beklager ulejligheden.

Bestemmelser for Fjernvarme Plus

For levering af Fjernvarme Plus i Aarhus.

Fjernvarme Plus bestemmelser

Indholdsoversigt

Fjernvarme Plus bestemmelser

Vil du printe eller gemme som PDF?

Hvis du åbner denne side på en computer, kan du printe alt indholdet eller gemme det som PDF.

Sådan gør du:

  • Højreklik med musen et vilkårligt sted på siden

  • Vælg "Udskriv"

2. Fjernvarmeselskabets forpligtelser

3. Ejerens forpligtelser

4. Ansvar

5. Pris og prisregulering

6. Betalingsforpligtelser

7. Levering og installation

8. Ejerskifte (herunder konkurs)

9. Overdragelse af oplysninger

10. Løbetid

11. Misligholdelse og ophævelse

12. Ændringer i abonnementsvilkår

13. Nedlæggelse af Abonnementsordningen

14. Tvistløsning

1. Aftalens genstand

Aftalen indgås via aftaledokumentet ”Abonnementsaftale på fjernvarmeunit”. Aftalen er et enkelt dokument, der underskrives.

Nærværende "Fjernvarme Plus bestemmelser" er gældende for leveringsforholdet mellem kunden og Kredsløb Fjernvarme A/S herefter benævnt ’Fjernvarme A/S’, Karen Blixens Boulevard 7, 8220 Brabrand, tlf. 77 88 10 10, kontakt@kredslob.dk, www.kredslob.dk, CVR nr. 40844244

Bestemmelserne er et tillæg til de til enhver tid gældende bestemmelser for Fjernvarme.

Et aftaleforhold om Fjernvarme Plus kan indgås mellem Kredsløb Fjernvarme A/S og en bygningsejer.

1.1. Ændringer i aftaleforholdet

Kredsløb er til enhver tid berettiget til at ændre i Leveringsbestemmelser for fjernvarme og i priser.

Væsentlige ændringer
Kredsløb varsler Kunden individuelt med mindst 3 måneders varsel ved væsentlige ændringer i vilkår og priser.

Ikke væsentlige ændringer
Ikke væsentlige ændringer varsles ikke, men der orienteres herom på Kredsløbs hjemmeside senest ved ændringens ikrafttræden.

1.2. Ændring af leveringspunkt for fjernvarme

Ved indgåelse af nærværende aftale ændres leveringspunktet for fjernvarmeleveringen (iht. punkt 16 ”Tilslutningsarrangement” i de tekniske bestemmelser) fra hovedhanerne på stikledningen til lukkehanerne på afgangssiden af fjernvarmeunitten. Betydningen af denne ændring er, at Fjernvarmeselskabet vil eje fjernvarmeunitten som en del af fjernvarmesystemet. Vær opmærksom på, at Fjernvarmeselskabet ikke vil eje rørene imellem hovedhaner og fjernvarmeunitten – ansvaret for disse overgår til Ejeren.

2. Fjernvarmeselskabets forpligtelser

Fjernvarmeselskabet stiller en fjernvarmeunit med temperaturregulering og brugsvandsveksler til rådighed for Ejeren, så længe Abonnementsaftalen løber.

Selskabet ejer og vedligeholder fjernvarmeunitten. Fjernvarmeselskabet er forpligtet til at sikre, at fjernvarmeunitten er fuldt funktionsdygtig og lovlig. Fjernvarmeselskabet er forpligtet til at reparere eller udskifte hele eller dele af fjernvarmeunitten i det omfang dette, efter selskabets vurdering, er påkrævet for at sikre og opretholde funktionsdygtigheden.

I forbindelse med Ejerens indberetning af driftsforstyrrelser eller skader på fjernvarmeunitten er Fjernvarmeselskabet forpligtet til, inden for Fjernvarmeselskabets åbningstid, at kontakte kunden med henblik på at aftale, hvorledes opståede fejl kan afhjælpes.

Ved akutte driftsforstyrrelser og behov for udbedring af skader, f.eks. ved pludselig opstået utæthed, uden for Fjernvarmeselskabets åbningstid, kontaktes Fjernvarmeselskabets døgnvagt, der vurderer situationen, og tager stilling til om fejlsøgning og udbedring kan afvente til Fjernvarmeselskabets ordinære åbningstid eller kræver øjeblikkelig håndtering

3. Ejerens forpligtelser

Ejeren er forpligtet til at følge Fjernvarmeselskabets til enhver tid gældende instrukser om fjernvarmeunittens anvendelse.

Ejeren er endvidere forpligtet til at tilse fjernvarmeunitten efter Fjernvarmeselskabets instrukser, og til omgående at anmelde eventuelle driftsforstyrrelser eller skader på fjernvarmeunitten til Fjernvarmeselskabet.

Ejeren er desuden forpligtet til, uden vederlag, at levere elektricitet (230V) til fjernvarmeunittens drift - med udtag i umiddelbar nærhed af varmeunitten. Driftsforstyrrelser eller andet forårsaget af fejl m.v. relateret til elsystemet er Fjernvarmeselskabet uvedkommende.

Fjernvarmeselskabet og dennes samarbejdspartnere, skal (mod fremvisning af behørig legitimation) gives adgang til Ejendommen, i det omfang dette er nødvendigt med henblik på varetagelsen af vedligeholdelse m.v. af fjernvarmeunitten.

Såfremt fjernvarmeunitten forvolder skade på ejendommen, vil skaderne være omfattet af Fjernvarmeselskabets forsikring.

Såfremt der sker skade på fjernvarmeunitten, der er forårsaget af kunden, dennes husstand eller øvrige som kunden har givet adgang til ejendommen, er kunden ansvarlig og hæfter for skaden.

Fjernvarmeunitten betragtes som en del af ejendommen, hvilket medfører at kunden er forpligtet til at lade fjernvarmeunitten være omfattet af samtlige forsikringer, der er tegnet for den ejendom, hvor fjernvarmeunitten er installeret.

4. Ansvar

I tilfælde af skade på personer eller ting – herunder skade på fast ejendom – er Fjernvarmeselskabets eventuelle erstatningsansvar afhængig af, at Ejeren lever op til dennes forpligtelser, som disse er beskrevet ovenfor i punkt 3.

​Ejeren skal desuden iagttage dansk rets almindelige princip om tabsbegrænsningspligt. Dvs. at ejeren i bedst muligt omfang skal forsøge at begrænse skaden.

​Krav i forbindelse med skade (på personer eller ting) som følge af en defekt ved fjernvarmeunitten kan henhøre under produktansvarsloven, og eventuelle henvendelser herom kan med fordel rettes direkte til producenten af fjernvarmeunitten.

5. Pris og prisregulering

Abonnementsprisen (den løbende betaling) og engangsomkostninger ifm. Abonnementsordningen er angivet på Fjernvarmeselskabets gældende takstblad, som findes på Fjernvarmeselskabets hjemmeside.

Abonnementsprisen er fastsat ud fra Fjernvarmeselskabets realomkostninger til alle kunder med abonnementsordningen og kan reguleres i det omfang, at Fjernvarmeselskabets realomkostninger til abonnementsordningen ændres.

6. Betalingsforpligtelser

Ejeren er forpligtet til at betale jf. punkt 5 fastsatte omkostninger ifm. Abonnementsordningen. Abonnementsprisen betales fra datoen for installation af fjernvarmeunit på Ejendommen.

Abonnementsprisen opkræves sammen med den øvrige varmeregning fra Fjernvarmeselskabet.

Betaling skal ske til den på fakturaen anførte betalingsdato. Ved manglende eller for sen betaling er Ejeren forpligtet til at betale tilknyttede gebyrer og morarenter, jfr. den til enhver tid gældende rentelov.

Alle betalinger i henhold til nærværende Abonnementsordning er pligtig pengeydelse.

7. Levering og installation

Fjernvarmeselskabet leverer og installerer fjernvarmeunitten, såfremt Fjernvarmeselskabet finder ejendommen egnet til en Abonnementsordning. Fjernvarmeselskabet og Ejeren beslutter i fællesskab og under hensyntagen til de tekniske forhold på stedet, hvor fjernvarmeunitten skal placeres.

Fjernvarmeselskabets afholdelse af udgifter til installation af fjernvarmeunitten omfatter følgende:

Rørlængde på op til 3 meter mellem hovedhaner og fjernvarmeunit, og en rørlængde på op til 2 meter fra fjernvarmeunittens afgangsside og til tilslutning til ejendommens interne varmeinstallation. Rørene føres som synlige, lige rør med nødvendige bæringer, med maksimalt 2 stk. 90 graders retningsskift. Øvrige udgifter forbundet med installationen afholdes af Ejeren og aftales skriftligt i forbindelse med installation.

Fjernvarmeselskabet sørger for demontering og bortskaffelse af eksisterende anlæg. Fjernvarmeselskabets forpligtelser i relation til demontering og bortskaffelse afhænger af typen af det eksisterende anlæg. Følgende er gældende:

  1. Ejendom med olie
    Oliekedel med tilhørende installationer demonteres og bortskaffes.
    Rør fra olietank fjernes og afproppes på sikkerhedsmæssigt forsvarlig måde, hvor rør føres gennem bygningsdel. Det er Ejers eget ansvar at få tømt og sløjfet olietank.

  2. Ejendom med naturgasfyr
    Naturgasfyr med tilhørende installationer demonteres og bortskaffes.
    Naturgasrør fra forsyningsrør fjernes og afproppes på sikkerhedsmæssigt forsvarlig måde, hvor rør føres gennem bygningsdel. Det er Ejers eget ansvar at få afmeldt naturgas.

  3. Ejendom med varmepumpe
    Varmepumpe, vandvarmer og tilhørende installationer demonteres og bortskaffes.

  4. Ejendom med fastbrændselsfyr/pillefyr

Kedel med tilhørende installationer demonteres og bortskaffes. Nedtagning af evt. pillesilo og transportsystem er ikke indeholdt i aftalen.

Fjernvarmeselskabet bortskaffer demonterede komponenter på lovlig vis. Dog er Ejer berettiget til at beholde/selv bortskaffe det nedtagne udstyr, eller dele heraf.

Det forudsættes at alle installationer, hvor eksisterende varmeanlæg (kedel mv.) skal bortskaffes er placeret i stueplan.

Retablering efter installationsarbejdet, herunder tilmuring og efterpudsning af skorstenshul, samt spartling af huller i vægge efter demontering af eksisterende installation er Ejers eget ansvar og sker for Ejers egen regning.

Hos alle nye fjernvarmekunder vil der blive foretaget trykprøvning af ejendommens interne varmeinstallation.

Kan trykprøvningen ikke godkendes af Fjernvarmeselskabet, vil udgifter til eventuel forbedring af ejendommens anlæg samt udgifter til fornyet trykprøvning være Fjernvarmeselskabet uvedkommende.

Øvrige udgifter forbundet med supplerende arbejde relateret til ovenstående er ligeledes for Ejerens egen regning.

8. Ejerskifte (herunder konkurs)

Ved ejerskifte af ejendommen, er Ejeren – uanset årsagen til ejerskiftet – forpligtet til at opsige aftalen og betale for Selskabets nedtagning af unitten iht. Fjernvarmeselskabets takstblad, medmindre ejendommens nye ejer indtræder i Abonnementsordningen.

Dokument til overdragelse af Abonnementsordningen bliver fremsendt ved registeret flyttemeddelelse til Fjernvarmeselskabet.

Ved annoncering af ejendommen til salg forpligter Ejeren sig til at oplyse om den indgåede Abonnementsordning og om muligheden for at indtræde i denne ved overtagelse af ejendommen.

Ejeren hæfter for enhver betalingsforpligtelse jf. punkt 6 frem til den i forbindelse med overdragelsen af Abonnementsordningen aftalte overtagelsesdato.

9. Overdragelse af oplysninger

Fjernvarmeselskabet benytter underleverandører i forbindelse med Abonnementsordningen. Ejers oplysninger videregives til disse i det omfang, det er nødvendigt for arbejdets gennemførelse.

10. Løbetid

Abonnementsordningen er ikke tidsbegrænset og løber indtil den opsiges af Ejeren eller af Selskabet.

Ejeren kan opsige Abonnementsordningen med én måneds skriftligt varsel til udgangen af en måned, når der er forløbet 5 måneder fra Abonnementsordningens indgåelse.

Fjernvarmeselskabet kan opsige aftalen med tre måneders varsel til udgangen af måned, dog tidligst 5 år fra datoen for indgåelse af Abonnementsordningen.

11. Misligholdelse og ophævelse

Manglende overholdelse af Abonnementsordningens vilkår om Ejerens betaling og forpligtelser i øvrigt vil være at betragte som misligholdelse af aftalen.

Gentagne tilfælde af betalingsmisligholdelse eller Ejerens manglende iagttagelse af dennes forpligtelser i relation til fjernvarmeunitten, som anført ovenfor i punkt 3) vil blive betragtet som væsentlig misligholdelse og indebærer, at Fjernvarmeselskabet kan ophæve Abonnementsordningen.

I tilfælde af Abonnementsordningens ophævelse er Ejeren forpligtet til at give Fjernvarmeselskabet adgang til nedtagning af den installerede fjernvarmeunit og dække alle Fjernvarmeselskabets hermed direkte forbundne udgifter.

Ejerens eventuelle omkostninger i forbindelse med retablering/udbedring af installationsstedet er Fjernvarmeselskabet uvedkommende.

12. Ændringer i abonnementsvilkår

Fjernvarmeselskabet har ret til at justere vilkårene for Abonnementsordningen, og dermed vilkårene i nærværende aftale i det omfang, der er tale om ikke-væsentlige ændringer.

Tillæg om ændrede aftalevilkår vil blive fremsendt til Ejeren i rimelig tid inden vilkårsændringens ikrafttræden.

13. Nedlæggelse af Abonnementsordningen

Fjernvarmeselskabet er ikke forpligtet til at opretholde Abonnementsordningen i det omfang opretholdelsen af ordningen, grundet væsentligt ændrede forhold i lovgivning eller øvrige rammevilkår, viser sig økonomisk urentabel for Fjernvarmeselskabet.

Fjernvarmeselskabet kan på ovenstående konditioner nedlægge ordningen med 3 måneders varsel til udgangen af en måned.

Ved nedlæggelsen af ordningen kan Ejeren, efter nærmere aftale med Fjernvarmeselskabet, overtage ejerskabet til den installerede fjernvarmeunit.

14. Tvistløsning

Tvister, der udspringer af nærværende Abonnementsordning, kan af Ejeren indbringes for Ankenævnet på Energiområdet.

​Ankenævnet på Energiområdet
​Carl Jacobsens Vej 35
​2500 Valby

​E-mail: post@energianke.dk

Fjernvarme Plus bestemmelser

Indholdsoversigt

Fjernvarme Plus bestemmelser

Vil du printe eller gemme som PDF?

Hvis du åbner denne side på en computer, kan du printe alt indholdet eller gemme det som PDF.

Sådan gør du:

  • Højreklik med musen et vilkårligt sted på siden

  • Vælg "Udskriv"

2. Fjernvarmeselskabets forpligtelser

3. Ejerens forpligtelser

4. Ansvar

5. Pris og prisregulering

6. Betalingsforpligtelser

7. Levering og installation

8. Ejerskifte (herunder konkurs)

9. Overdragelse af oplysninger

10. Løbetid

11. Misligholdelse og ophævelse

12. Ændringer i abonnementsvilkår

13. Nedlæggelse af Abonnementsordningen

14. Tvistløsning