3.1 Generelle krav
Ejendommens Tekniske installationer skal projekteres iht.
Der henvises i øvrigt til den til enhver tid gældende lovgivning.
Tilslutningsarrangementet skal altid udføres med komponenter, som er egnede til drifts- og dimensioneringsparametrene angivet i afsnit 2.1 og 2.2 samt være godkendt til minimum 1,5 gange det maksimale tryk i fremløbsledningen.
Tilslutningsarrangementet udføres i overensstemmelse med Monteringsvejledningerne og Principskitserne.
Aftaleforholdet mellem VVS-installatøren og Ejeren er Kredsløb uvedkommende.
3.2 Placering af Tilslutningsarrangementet
Tilslutningsarrangementet bør etableres umiddelbart efter Stikledningens indføring i Ejendommen.
Rørforbindelsen mellem Hovedhaner, Varmemåler og afspærringsventiler skal overalt være tilgængelig og synlig.
Hovedhaner, Varmemåler og afspærringsventiler skal anbringes i samme rum.
Det skal sikres ved etablering af Tilslutningsarrangement, at der er fri og ubesværet adgang til betjening og udskiftning af Hovedhaner og Varmemåler. Varmemåler skal monteres så display kan aflæses.
Der skal være fri gulvplads foran hhv. Hovedhanerne og Varmemåleren jf. Monteringsvejledninger og Principskitser, medmindre andet aftales med Kredsløb.
Såfremt installationen er placeret i en skakt, skal lågen, der giver adgang til installationen, minimum være 60 x 100 cm.
Det må ikke kræve adskillelse af andre installationsdele at udskifte Hovedhaner eller Varmemåler. Er dette nødvendigt ifm. udskiftning, opkræves ekstraomkostningerne til dette ved Ejeren.
3.2.1 Afløbsmulighed
Tilslutningsarrangementet bør så vidt muligt anbringes i et rum med gulvafløb. Det bør under alle omstændigheder sikres, at udstrømmende vand fra service på arrangementet eller ved en defekt/utæt komponent ikke kan forårsage vandskade på de omkringliggende bygningsdele eller installationer.
Tekniske installationer, som kan afgive vand fra sikkerhedsventiler forsynes med afløbsmulighed.
3.3 Placering og installation af Måleudstyr
Det nødvendige Måleudstyr omfatter:
Varmemåleren udleveres til VVS-installatøren af Kredsløb. Ved udlevering af mere end en måler kontaktes Kredsløb via hjemmesiden.
Måleudstyret skal altid monteres i overensstemmelse med målerproducentens anvisninger. Målerproducentens installationsvejledning kan findes på producentens hjemmeside eller udleveres ved henvendelse til Kredsløb.
Varmemålerens placering skal ligeledes være i overensstemmelse med Kredsløbs Monteringsvejledninger og Principskitser.
Kredsløb kan i tilfælde af, at respektafstanden til Måleudstyret i Varme- og brugsvandsinstallationerne ikke overholdes, kræve, at Varmemåleren fjernes fra fjernvarmeunitten og i stedet monteres uden for fjernvarmeunitten. Kunden skal betale omkostningerne hertil.
3.3.1 Lækageovervågning
Kredsløb etablerer lækageovervågning på Ejendommens varmeinstallation og vil kontakte Kunden, såfremt Kredsløb identificerer en lækage i Ejendommens varmeinstallation.
Det er til enhver tid Kundens ansvar at vedligeholde Ejendommens varmeinstallation forsvarligt og dermed forebygge lækager. Kredsløb kan ikke gøres ansvarlig for lækager og eventuelle følgeskader, selvom Kredsløb har etableret lækageovervågning.
3.3.2 Strømforsyning af Varmemåler
Eltilslutning til Varmemåleren udføres af Kredsløb.
Varmemåleren skal forsynes med el fra Ejendommens 230 V elinstallation via en transformer, som transformerer spændingen ned til 24 V. Kredsløb tilslutter transformeren til elinstallationen i eltavlen (2 enheder) før fejlstrømsrelæet.
Ved installationer, hvor der anvendes en ny eltavle, er det Ejerens pligt i samråd med sin elinstallatør at sikre, at der bliver fremført et forsyningskabel (3 x 1,5 mm2), hvis afstanden fra eltavle til Varmemåler er over 2 meter. Forsyningskablet må kun benyttes af Kredsløb.
Ejerens elinstallatør udarbejder den fornødne tavledokumentation. Dette skal ske i henhold til gældende regler for Kredsløbs komponenter. Kontakt Kredsløb for udlevering af komponenter samt information.
I eksisterende boliger må Ejeren tåle synlig kabelføring, evt. i plastskinne mellem eltavle og Varmemåler. Placering af kabler aftales med Ejeren.
Såfremt det er nødvendigt at opsætte en koncentrator til Måleudstyret, aftaler Kredsløb placeringen heraf med Ejeren, så det sikres, at koncentratoren har adgang til en 230 V elinstallation.
Kredsløb forbinder koncentratoren til elinstallationen.
Etableres der et målerskab i terræn for fælles måling af flere bygningers varmeforbrug, påhviler det Ejerens at etablere 230 V elinstallation fra gruppetavle til målerskab (5 x 2,5 mm2). Der må ikke foretages jording af husets øvrige installationer via de interne varmerør.
3.4 Anlæg til varmt brugsvand
Varmt brugsvand skal udføres efter DS439. For mindre byggerier såsom parcelhuse o.l. gælder, at brugsvandsveksler/varmtvandsbeholder med trykstyring skal være monteret med termostatisk omløb. Kredsløb kan kræve, at det termostatiske omløb gøres aktivt.
Varmtvandsbeholdere skal være udstyret med en trykdifferensregulator over temperaturregulatoren for at sikre et jævnt/maksimalt flow. Der skal endvidere monteres en mængdebegrænser, som dimensioneres efter varmtvandsbeholderens effekt/flow.
For større byggerier, såsom institutioner, skoler, kontorer, forretnings- og boligkomplekser, fabrikker m.v., gælder, at anlæg til produktion af varmt brugsvand skal dimensioneres, så en jævn belastning af Distributionsnettet opnås.
Ved nye udstykninger og lignende kan Kredsløb stille krav til anlæg til produktion af varmt vand.
Varmtvandsproduktionen kan ikke sikres effektiv, hvis Kunden vælger en brugsvandsinstallation, som ikke overholder dimensioneringskrav.
3.5 Ejendomme med flere bolig- eller erhvervsenheder
I Ejendomme med flere bolig- og/eller erhvervsenheder anbefaler Kredsløb individuel afregning. Det vil sige, Kredsløb leverer Varmemålere og Hovedhaner til de enkelte enheder, som Kundens VVS'er monterer.
Det er også muligt at få opsat én fælles Varmemåler inkl. Hovedhaner lige efter gennembrydning af den udvendige bygningsfacade.
I alle tilfælde opsættes en Teknisk måler samt Hovedhaner og afspærringshaner lige efter gennembrydning af den udvendige bygningsfacade.
Dette afklares i samarbejde med Kredsløb.
3.5.1 Godkendelse af identisk opbyggede varmeinstallationer
Hvis et udstykningsprojekt eller lignende består af flere ensartede boligenheder, skal VVS-installatøren først opbygge én varmeinstallation, der skal godkendes af Kredsløb, før opbygningen af de øvrige identiske varmeinstallationer kan påbegyndes.
3.6 Supplerende varmekilder
Ved installation af supplerende varmekilder, som tilsluttes Ejendommens varmeinstallation, kræves det, at der placeres en varmeveksler mellem fjernvarmeinstallationen og den supplerende varmekilde.
Projekter af en sådan karakter skal altid forelægges Kredsløb.
3.7 Boosterpumper
I forbindelse med etagebyggeri kan det være nødvendigt at installere boosterpumper i Ejendommen til at sikre et tilstrækkeligt højt differenstryk, således at varmen løftes op til de øverste etager.
Ved installation af boosterpumper skal tegningerne godkendes af Kredsløb, inden arbejdet påbegyndes. I forbindelse med montering af boosterpumper på større anlæg henvises der i øvrigt til Monteringsvejledninger og Principskitser.
Boosterpumperne skal synes og godkendes af Kredsløb inden idriftsættelse.
Der må ikke leveres et højere tryk på returledningen end det laveste returtryk i fjernvarmeområdet, hvilket kan variere fra område til område, hvorfor Kredsløb altid skal kontaktes i forbindelse med montering af boosterpumper.
Ved tilslutning af etageejendomme, hvor trykforøgelse kan blive nødvendigt, aftales dette nærmere med Kredsløb.
3.8 Komponenter
Hvis der installeres komponenter, som i henhold til Kredsløbs driftsbestemmelser kræver andre tryk eller temperaturforhold, er Kredsløb ikke forpligtet til at ændre sine driftsforhold.
Det anbefales, at anlægget kan indstilles til automatisk at gå på sommerdrift samt, at ventil til manuel lukning for sommerdrift markeres tydeligt. Ved anlæg med vejrkompensering sker indstilling til sommerdrift automatisk.
Der må ikke anvendes komponenter, som kan give skadelig afsmitning på fjernvarmevandet, fx i form af galvanisk tæring.
Ved valg af komponenter og opbygning af Tilslutningsarrangementet skal der være fokus på, at installationen skal levere en tilfredsstillende returtemperatur.
Alle varmekredse til radiatorer, gulvvarmeslanger, brugsvandsvekslere, varmtvandsbeholdere m.v. skal være udstyret med en mængdebegrænser og en trykdifferensregulator. En alternativ regulering skal forhåndsgodkendes af Kredsløb.
På indirekte anlæg skal der være trykdifferensregulator over temperaturregulatoren på varmeveksleren. En alternativ regulering skal forhåndsgodkendes af Kredsløb.
Krav til bestykning kan ses i Monteringsvejledninger og Principskitser.
3.9 Isolering
I henhold til Bygningsreglementet skal varmeinstallationer, herunder rørledninger og anlæg til varmtvandsproduktion, isoleres mod varmetab efter DS452.
Rørforbindelsen mellem Hovedhanerne og Varmemåleren skal isoleres efter Isoleringsklasse 4.
I eksisterende ejendomme kan Kredsløb anmodes om dispensation til at anvende en lavere isoleringsklasse, hvis pladsforholdene ikke tillader korrekt isoleringstykkelse.
Isoleringskravet beregnes ud fra en fremløbstemperatur på 70 °C.
3.10 Vejrkompensering
Varmeanlæg skal i henhold til loven forsynes med kontinuerlig, automatisk styring af fremløbstemperaturen efter varmebehovet (vejrkompensering), jf. DS 469.
3.11 Interne forsyningsledninger
Varmeanlæg, herunder interne rørledninger, synlige såvel som skjulte, skal udføres i overensstemmelse med DS 469. Komponenter på Kundens varmeinstallation skal kunne tåle en temperatur på op til 90°C.
3.11.1 Fordelingsledninger til lejligheder med Direkte kundeforhold
Ved etageejendomme, hvor der etableres individuel afregning til hvert lejemål, udleverer Kredsløb et sæt Hovedhaner til indbygning umiddelbart før den enkelte Varme- og brugsvandsinstallation. Til opsætning umiddelbart efter Stikledningens indføring udleveres desuden en Teknisk måler.
Fordelingsledninger og komponenter fra Hovedhaner til de enkelte lejligheders afspærringshaner udføres af Ejerens VVS-installatør efter Kredsløbs anvisninger.
Hvis de interne fordelingsledninger ikke lever op til Kredsløbs anvisninger, kan Kredsløb kræve, at de bringes i en sådan stand, at de kan godkendes af Kredsløb. Alternativt kan aftalen om afregning med den enkelte lejlighed ophøre, og den opsatte Tekniske måler ændres til en Varmemåler.
Der må ikke etableres omløb på interne fordelingsledninger.
Fordelingsledninger og tilhørende komponenter ejes og vedligeholdes af Ejeren.
Hvis der efter Hovedhanerne er behov for indbygning af cirkulationspumper og/eller ventiler til trykreduktion for sikring af tilstrækkeligt tryk til varmefordeling i Ejendommen, skal Ejeren etablere, vedligeholde og drifte dette for egen regning.
3.11.2 Interne rørledninger i jord
Interne rørledninger i jord mellem bygninger skal ved Direkte tilslutning udføres i præisolerede rør efter Kredsløbs krav og anvisninger.
Dokumentation for overholdelse af krav og anvisninger skal fremsendes til Kredsløb.
Hvis det viser sig, at de interne ledninger ikke lever op til Kredsløbs krav, kan Kredsløb kræve, at de interne ledninger bringes i en stand, som kan godkendes af Kredsløb.
Alternativt kan aftalen om afregning med den enkelte lejlighed ophøre, og den opsatte tekniske Varmemåler ændres til en Varmemåler.
3.11.3 Lækageovervågning ved interne forsyningsledninger
På nye varmeinstallationer med større interne forsyningsledningsnet kan Kredsløb kræve, at der installeres lækageovervågning. Omkostningen hertil afholdes af Ejeren.
På eksisterende varmeinstallationer kan Kredsløb bestemme, at der etableres lækageovervågning, hvis det driftsmæssigt er en fordel for Kredsløb. Omkostningen hertil afholdes af Kredsløb.
Hvis Kredsløb konstaterer vandtab på eksisterende interne forsyningsledningsnet, opkræves Kunden betaling for de ekstra driftsomkostninger, som lækagen påfører Kredsløb.